Sammenhold og venskaber under og efter fælles ophold på Ringstedhave

En sommeraften mødes en gruppe venner på en cafe i Ballerup. Der er højt humør og mange smil og grin på tværs af bordet. Det ligner en helt almindelig vennegruppe, men de har en fælles forhistorie som ramte af senhjerneskade og tidligere beboere på Ringstedhave Neurorehabiliteringscenter.

Sammenhold og venskaber under og efter ophold på Ringstedhave

Snakken går lystigt allerede inden tjeneren har nået at tage imod bestilling. Denne aften består vennegruppen af Susanne, Gitte, Torben samt Charlotte og hendes mand, Claus. Henrik plejer også at være med, men var forhindret i dag. Alle undtagen Claus var for halvandet år siden beboere på Ringstedhave efter de hver især fik enten blodpropper i hjernen eller hjerneblødninger.

De har alle været igennem det samme – en pludselig opstået skade i hjernen, indlæggelser, hospitalsbehandlinger, voldsomme chok, uvished om fremtiden og dernæst månedlange ophold på Ringstedhave Neurorehabiliteringscenter.

Men de var der sammen og her sidder de så i dag. De har holdt sammen siden tiden på Ringstedhave og mødes jævnligt og ringer sammen.

”Jeg har lige fået akupunktur – det gjorde ondt” siger Susanne. Gitte kan nikke genkendende til det og forklarer, hvordan det især er smertefuldt, når nålene bliver drejet rundt. Alle er vant til at modtage forskellige behandlinger stadigvæk. For selvom de hver især ikke umiddelbart ser ud til at fejle noget – eller have været i livsfare blot halvandet år tidligere – har de stadig nogle følger efter deres hjerneskade.

Charlotte skal lede lidt efter ordene og oplever stadig lidt frustration over, ikke at kunne udtrykke sig så hurtigt og præcist som hun kunne førhen. ”Da jeg kom til Ringstedhave, kunne jeg kun sige ja eller nej, selvom mine tanker virkede fint.” fortæller Charlotte. Hun var især glad for at kunne træne sit sprog med talepædagogen på Ringstedhave.

De andre om bordet er tålmodige med Charlotte og lader hende tale i eget tempo. De er vant til at hjælpe og støtte hinanden.

Det skete allerede på Ringstedhave, da Gitte og Charlotte skulle i køkkenet og lave frugtsalat. Charlotte skulle skrælle en appelsin med kun en hånd. Da frustrationerne over den uoverkommelige opgave, var ved at boble over, trådte Gitte til. Hun kunne godt se, at det var for meget for Charlotte og sagde fra på hendes vegne.

Tilsvarende hjalp Charlotte Gitte, da de var færdige med at spise. ”Nu skal jeg køre dig hjem”, kunne Charlotte finde på at sige og rullede hende afsted til Gittes værelse i kørestolen. Charlotte og Gitte boede nemlig dør om dør og Charlotte havde selv rejst sig fra egen kørestol kort forinden.

At rejse sig fra kørestolen og genlære at gå – med eller uden hjælpemidler – var et afgørende skridt for alle i gruppen. ”At kunne se folk i øjnene og ikke bare kigge op på folk, det gjorde en forskel” forklare Gitte. De andre om bordet er enige og glade for, at personalet på Ringstedhave var gode til at sætte sig på hug overfor dem i kørestolen, så de var i øjenhøjde.

Torben var den eneste, der ikke sad i kørestol, da han kom til Ringstedhave. De andre syntes i starten ikke at han passede ind, for han kunne jo næsten alt i forhold til dem, syntes de. Sådan havde han det ikke selv. Han syntes i den grad at der var meget at genlære i forhold til sit tidligere niveau.

De andre om bordet driller ham lidt med, at han bare var lettet over, at der var enkeltværelse og fjernsyn på værelset på Ringstedhave. Det var det, han havde brug for efter et hospitalsophold på en flersengs-stue.

Selvom der er meget drilleri og selvironi på tværs i gruppen er tonen kærlig. Det er tydeligt, at de her mennesker kender hinanden rigtig godt.
”Vi har jo set hinanden græde flere gange. Vi har alle haft det rigtigt hårdt og svært” fortæller Susanne. ”Og måske derfor har vi brug for at grine meget” supplerer Gitte.

Gruppen har et bagkatalog af absurde situationer, som nok var hårde i øjeblikket, men som de nu kan grine af sammen her lang tid senere. Fx fortæller Torben, at han på hospitalet fik overtalt plejepersonalet til at give ham lidt privatliv, da han skulle bruge bækkenstolen. De var kun lige gået ud ad døren, da han fik overbalance, faldt fremover og fik stolen over sig. Det får resten at bordet til at grine højlydt.

Gruppen har en intern reference, som også bringer meget latter frem. På Ringstedhave var tålmodigheden med andre nogle gange beskeden. Charlotte – der manglede sit sprog – satte en finger til tindingen og drejede rundt, når hun blev ekstra træt af de andre beboere. Hun fik dog at vide, at ”det gør man altså ikke” af sin søn. Så sammen aftalte gruppen et hemmeligt diskret tegn, de brugte sammen, når folk omkring dem blev for meget. Flere gange i løbet af aftenen bruger de tegnet for sjov og den interne joke går rent ind hos alle.

Gruppen fortæller, at de også satte pris på at personalet på Ringstedhave brugte humor og kunne tage en joke. Mantraet på Ringstedhave er ”alt er træning”, men vennerne fortæller, at den kunne vendes om og bruges mod personalet selv, når der var en opgave, som var ekstra besværlig at løse. ”Så kunne man jo lige sige til dem: ’husk nu at alt er træning’” fortæller Gitte med et smil.

”Det handler også meget om kemi” fortæller Susanne. ”Både mellem beboere og personale og mellem beboerne internt. Nogen kan man sammen med, andre ikke.”
Vennegruppen har tydeligvis god kemi og stor glæde af hinanden. Også halvandet år efter deres ophold på Ringstedhave. Imellem grin og pjat udveksles der også mange erfaringer om deres nuværende træning og behandlinger fx akupunktur, fysioterapi og behandlings-paragraffer. De oplever, at der er stor forskel på den måde deres kommuner sagsbehandler på og deres respektive hjerneskadekoordinatores viden og ekspertise.

”Så det er guld værd at mødes med en gruppe mennesker, der lige præcis ved, hvordan man har det og hvad man går igennem.” fortæller Susanne.

Kontakt os

Kontakt forløbsansvarlig og Socialrådgiver
Linda Colberg Møller
tlf. 20 14 19 11 eller via mail

Send mail
Tidligere borgere på Ringstedhave på besøg

Besøg fra vennegruppen

Ca. et halvt år efter den sidste fra gruppen var flyttet hjem efter opholdet, kom de alle 5 tilbage og besøgte Ringstedhave. Til stor glæde for personalet der kunne se, hvor langt de hver især var nået i deres videre genoptræning.

Fra venstre ses Torben, Henrik, Mette (ergoterapeut), Jonas (fysioterapeut), Charlotte, Else (social- og sundhedsassistent), Susanne, Julie (ergoterapeut), Sus (sygeplejerske) og Gitte.

Louise Gade, forløbsansvarlig neuropsykolog

Kommentarer fra neuropsykologen

Jeg husker dem alle tydeligt og husker også, at vi i personalegruppen gjorde noget ud af at sætte især damerne sammen. De var her på et tidspunkt, hvor der var rigtigt mange mænd og derfor satte vi kvinderne sammen ved frokosten. Vi oprettede faktisk også en samtalegruppe, hvor både Gitte og Charlotte blev inviteret med. Både fordi de begge ønskede at arbejde med deres sprog, men også fordi vi mente at de to ville kunne få noget godt ud af at tale med hinanden i en svær tid. Det udviklede sig ud over vores vildeste forventninger og de tog selv initiativ til at sikre kontakten med hinanden og de andre efter Ringstedhave. 

Det er så essentielt at have nogle at spejle sig i og nogle at tale med, som ved præcis hvad man gennemgår. Vi har en masse erfaring med feltet og kan rådgive og vejlede, men vi kommer aldrig til at kunne sætte os i deres sted, så hvis vi kan have bare en lille finger med i spillet ift. dannelsen af nye og meningsgivende relationer, så er vi godt tilfredse.